Om os

”Annekset” var det oprindelige navn til min lille butik – et lille sted med udtryk for den nordiske og klassiske sommerhusstil. En oase fyldt med franske loppefund, gammelt jern, brocante og shabby chic. Et sted der oser af stemninger, romantik, Dronning Ingrids smukke pelagonier og roser om sommeren. Efterårets løvfald og julens komme med en duft af gran, kogler og lys sammensat med gamle møbler, pudsige fund og brugskunst både af den nye men også fra fordums tider.

 

Det kunne også have heddet ”Mormor’s hus”, da min mor igennem min opvækst har været en stærk inspiration for min passion af genbrug, antik og brocante. Min fars stærke passion for Frankrig og dermed mange stemninger og smukke feriestunder i det sydlige Frankrig og ikke mindst hans evne til at fordybe sig i de små ting i hverdagen, naturen og specielt dyrelivet, har på mange måder også præget mit liv som ”tingfinder” og glæden ved de oprindelige ting.

 

Jeg har den glæde, at min mand Gert deler de samme interesser som jeg. Gert og jeg har igennem flere år bygget luksus sommerhuse i den lyse klassiske stil. Vi har både designet og bygget husene og ikke mindst stået for indretningen.
Vi har 4 sønner i alderen 18-25 år, som alle har en eller anden form for job og interesse i vores virksomheder. Vi har fulgt hinanden i hver vores verden, men også delt passionen for de gamle møbler, den hyggelige stil og rejst mange ture til Frankrig og Sverige for at kigge efter nye og spændende fund.

 

Butikken har vi nu valgt at kalde Lene Blinkenberg og den kommer ikke til at ligge så idyllerisk, som først antaget. Til min mands firma købte vi en ejendom inde i Hillerød, og pludselig opstod ideen om en butik i nogle velegnede lokaler og med gode parkeringsmuligheder.

 

Vi vil forsøge også at skabe den udvendige idyl som først tænkt med annekset i vores baghave men helt sikkert, så vil du opleve en butik med både nye som gamle møbler, brugskunst, delikatesser, vin, lækre tæpper og stemninger til både ude og inde.

 

Der vil blive kælet for hver en detalje og vi glæder os til at byde dig velkommen i butikken Lene Blinkenberg.